|
Spånplader har en tæt overflade, som er velegnet til tapetsering og maling. Malebehandling kan anvendes som en absolut minimumbehandling til sekundære rum, som f.eks. depotrum, hvor overfladens struktur kan accepteres i færdigmalet stand.
Samlinger og sømhuller spartles ikke. Ved behandling med strukturmaling skal samlinger og sømhuller derimod spartles. Herefter påføres strukturmalingen, der giver en grov, fyldig effektstruktur som f.eks. spanske vægge.
En ensartet overflade opnås ved bundbehandling med spartling af samlinger og sømhuller.
En efterfølgende fuldspartling af hele fladen giver grundlag for malebehandling med f.eks. en blød ”appelsinskalsstruktur”.
Ved opsætning af tapet, væv, filt eller strukturtapet spartles sømhuller og pladesamlinger og evt. ujævnheder slibes, da der kræves en glat og jævn overflade for at opnå et godt færdigt resultat.
Der henvises i øvrigt til malings- og tapetleverandørens behandlingsforskrifter.
|